Moms på kunstneriske rettigheder spøger igen

Lovforslaget om moms på forfattervirksomhed og kunstnerisk aktivitet genfremsættes af skatteminister Jeppe Bruus i april 2023. Hvis lovforslaget vedtages, vil det betyde en fordyrelse af rettighedskøb på 25% for amatørforeningerne.

Af lovprogrammet for den resterende del af folketingsåret 2022-23 fremgår det desværre, at det tidligere fremsatte lovforslag vedr. en ændring af momsreglerne for forfattervirksomhed og kunstnerisk aktivitet genfremsættes i april. Vedtages det, vil det uden tvivl få store økonomiske konsekvenser for økonomien i de mange frivillige amatørforeninger i Danmark, som i forvejen befinder sig i en genopbygningsfase efter Corona-epidemien.

I AKKS – Amatørernes Kunst & Kultur Samråd ser vi lovforslaget som paradoksalt i forhold til regeringens udmelding om, at man ønsker at hindre og afvikle de bureaukratiske byrder for det frivillige foreningsliv og vi arbejder derfor for at lovforslaget helt bortfalder eller i det mindste udskydes til foreningslivet er genopbygget efter Corona-epidemien.

Lovforslagets konsekvenser for amatørkulturen

Lovforslaget har til formål at ændre momsfritagelsen for forfattervirksomhed og kunstnerisk aktivitet, så det præciseres, at meddelelse af licens til ophavsrettigheder ikke længere kan sælges uden moms af andre end den oprindelige forfatter eller kunstner.

Efter AKKS’ skøn vil det medføre, at forvaltningsorganisationer som KODA fremadrettet vil lægge moms på fakturaer til kunderne, herunder amatørforeningerne, hvilket vil føre til 25% fordyrelse af de rettighedsvederlag, der danner grundlaget for amatørforeningernes virke.

Dette skyldes at amatørforeningerne ikke kan afløfte moms og ikke har en størrelse, organisation og økonomi, der kan berettige dem til momskompensation under de gældende regler. I forvejen udgør købet af rettigheder desuden en uforholdsmæssig stor del af mange amatørforeningers beskedne økonomi.

Hvis lovforslaget vedtages, vil amatørforeningernes økonomi således blive hårdt belastet og det vil uden tvivl føre til at amatørforeningerne vil opføre færre rettighedsbehæftede værker. Det vil sige færre værker af nulevende komponister og dramatikere og dermed i sidste ende skade rettighedshaverne i en i forvejen hårdt presset kulturbranche.

En sidste udvikling i sagen er at regeringen har indgået aftale med en række partier om at fjerne momsfritagelsen for forfattervirksomhed og kunstnerisk aktivitet, så nu afventer vi blot at EU-kommissionen, som Skatteministeriet har spurgt, bekræfter at lovændringen er et krav i henhold til EU-lov, så vil lovforslaget formodentligt desværre blive vedtaget.

Du kan læse mere om sagens historik HER

Tekst: Susan Fazakerley

Foto: Jeppe Bruus af Marie Hald fra ft.dk