Amatørkultur i Danmark

I Danmark har vi en lang hævdvunden tradition for et foreningsliv båret af frivillighed. Men frivilligheden har gennem mange årtier imidlertid ændret karakter og er skiftet fra foreningsfrivillighed til en frivillighed, der løfter enkeltstående opgaver udenfor det forpligtende foreningsfællesskab. Nogle steder er man endog gået så langt som til at samle de frivillige i kommunale frivilligbanker, hvor man ”udlejes” som varme hænder og besøgsvenner, eller til at gå til hånde ved festivaler og koncerter.

Det er i sig selv ikke en dårlig bevægelse, mener formand for AKKS – Amatørernes Kunst og Kultur Samråd, Toke Halskov Kristensen, men det udfordrer foreningslivet. De gamle dyder, som den demokratiske deltagelse i foreningerne, vælges fra, i takt med at nye generationer kommer til. Hermed står foreningerne nu hyppigere uden folk til at løfte opgaver knyttet til det frivillige bestyrelsesarbejde og den daglige drift. De unge er blevet fremmede fugle i foreningernes ledelsesarbejde, hvilket betyder, at de ikke får sat deres præg på foreningerne, der ofte fremstår gammeldags, især i deres kommunikation.

Dette bekræftes af, at foreningerne har svært ved at tiltrække de unge. Hvis ikke det ændres, risikerer vi, at fællesskabet omkring foreningerne en dag helt forsvinder. Hvis vi fortsat vil bibeholde vores frivillige foreningsliv, kræver det derfor, at vi nytænker foreningslivet og den dannelse, der foregår i foreningerne, der fremadrettet skal tilpasses de nye generationer!

Nye måder at gå til foreningsfrivilligheden på

AKKS har i samarbejde med antropologen Tine Sønderby netop udgivet rapporten ”Spil med!”, der afdækker både udviklingspotentialer i foreningslivet og hvordan foreningslivet kan blive bedre til at rumme de ensomme unge og forebygge mistrivsel.  Du kan læse rapporten her. Ikke overraskende er en af konklusionerne, at det er foreningernes generelle sociale og organisatoriske liv, der skal styrkes for at kunne nå de unge.

Derfor forslår rapporten, at foreningerne arbejder strategisk med rekruttering og motivation samtidig med, at de giver plads til de unge selvorganiserede. Det sidste kan fx. ske i form af produktionsmedlemskaber, hvor man kun er medlem af en forening i en periode, inden man rykker videre til en ny forening, et vækstlagsmiljø eller noget helt andet. Det kan også ske ved, at flere foreninger går sammen om at etablere kollektive medlemskaber, så man kan være medlem af flere foreninger på en gang og shoppe rundt imellem deres aktiviteter eller det kan ske ved, at man understøtter de unge i at etablere deres egne foreninger. Det handler om at introducere nye generationer for foreningsarbejdet, og om give plads til deres egne ideer. Og så handler det om at forenkle foreningsarbejdet, der efterhånden er druknet i GDPR, hvidvaskregler og tilladelser.

Men der skal mere til

Det sidste ligger for en stor del hos regeringen, og det er dejligt, at den omsider er ved at komme i gang med at finde holdbare løsninger. Men der skal mere til. For ressourcerne i de lokale foreninger er små, og det kræver organisering, kompetenceudvikling og samarbejde på tværs af både lokalforeninger og landsdækkende organisationer, hvis foreningslivet skal skabe overskud til at tænke nyt. Det kræver også ressourcer – måske i form af lønnede medarbejdere eller hjælp fra kommunerne. Er det en professionalisering af foreningslivet? Det mener vi ikke, og det vil vi gerne diskutere.

Derfor ser vi også frem til det forskningsprojekt, der for nylig er skudt i gang af Syddansk Universitets Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund og Videncenter for Folkeoplysning omkring, hvad foreningerne betyder for demokratiet, velfærdssamfundet og danskernes livskvalitet i 2024-2026.

Tiden er inde til nye løsninger!