Guldborgsund kommune nomineret til Con Amore Kulturpris

I opløbet til uddelingen af Con Amore Kulturpris den 22. november 2020 præsenterer vi årets tre nominerede kommuner. Den første er Guldborgsund kommune, der er kendetegnet ved et rigt og tilgængeligt kulturliv samt et fokus på den kulturelle fødekæde 

Det er nogle af de vigtige pointer, der har betydet, at Guldborgsund er nomineret til prisen Con Amore Kulturpris, som hvert år uddeles til kommuner, der gør noget særligt for frivillig- og amatørkulturen.

”Lokale teatre, kor, orkestre og andre lokale kulturtiltag er virkelig pressede for tiden på grund af corona.  Derfor har vi valgt at uddele prisen lidt på trods, fordi der virkelig er brug for synlighed på området. Vi vil gerne hylde de kommuner, som støtter, anerkender og hjælper den lokale amatørkultur i en svær tid,” forklarer Susan Fazakerly, sekretariatsleder i AKKS.

En særlig indsats
Guldborgsund kommune har gjort en helt særlig indsats, når det kommer til amatørkulturen, lyder det fra juryen, som består af Birgit Overgaard og Christina Mattson fra henholdsvis Amatørmusik Danmark og DATS – Dansk Amatørteater og Scenekunst.

”I vores udvælgelse af Guldborgsund kommune som nomineret til prisen, har vi noteret os, at kommunen lægger vægt på samskabelse mellem kommune og kommunens kulturelle aktører. Herudover har man et rigt og tilgængeligt kulturliv i hverdagen samt fokus på den kulturelle fødekæde. Endelig er det positivt at se, at kommunen tilbyder gratis annoncering på reklamepyloner, og at man har en tydelig og klar vejledning omkring Corona-situationen. Især det sidste er vigtigt for de lokale amatørforeninger i en tid, hvor kulturen er under pres,” understreger jurymedlem Birgit Overgaard.

Prisen Con Amore Kulturpris skulle oprindelig være uddelt på sommerens Kulturmøde på Mors, som jo desværre blev aflyst i fysisk form. Nu uddeler AKKS – Amatørernes Kunst & Kultur Samråd i stedet prisen via Zoom i forbindelse med deres lands- og repræsentantskabsmøde søndag 22. november 2020. De nominerede er Guldborgsund, Holstebro og Roskilde kommune.

Du kan tilmelde dig begivenheden ved at sende en mail til mette@akks.dk

Tekst: Lene Grønborg Poulsen