Folkekirkens Ungdomskor 50 år

Folkekirkens Ungdomskor (FUK) fylder 50 år den 11.11.2018 på den dato der også markerer 100 året for fredsslutningen efter 1. verdenskrig. FUK blev stiftet den 11.11.1968 og er i dag landets største kororganisation, med ca. 12.000 aktive korsangere i hele landet – børn, unge og voksne.

50-års-jubilæet markeres med udgivelse af jubilæums-værket, ’I kor med alle engle’, et Allehelgens-korværk, komponeret af Jakob Stevns-Lorentzen, med tekst af Lisbeth Smedegaard Andersen. Værket er en gennemskrevet liturgi med salmer, satser og læsninger, der passer til en ca. 45 minutters Allehelgens-gudstjeneste. Men det kan også deles op og bruges på forskellig måde fx med enkelt-satser i en gudstjeneste, alt efter korets niveau og de lokale forhold. Tekst og musik har appel til både børn og voksne, og rummer både glæde og sorg og håb, og frem for alt glæden ved at synge. Jubilæumsværket opførtes ved en festgudstjeneste i Københavns Domkirke den 16. oktober.

I dag er FUK en levende organisation med bl.a. kurser og stævner, korkonsulenter der rådgiver korene, nodebibliotek, udgivelser og nodesalg.

Fra AKKS´ formand Villy Dall lyder denne jubilæumshilsen:

‘FUK er langt den største kororganisation i AKKS, og vi hilser jer som venner, kolleger og med-musikmennesker. Kirkekor er en tradition, som lever og fornys, og som er en vigtig del af gudstjenestelivet. De er også steder for dannelse og oplysning uden for de formelle læringssteder samt spiresteder for talenter fra barndommen. At synge i kor er at deltage aktivt i et fællesskab omkring kunstnerisk aktivitet.’

Tekst: FUK bearbejdet af Steen Finsen
Foto: Jacob Mathiasen