Site icon Amatørkultur i Danmark

Kulturmøde på Mors 2022

I år deltog AKKS i Kulturmødet på Mors for første gang efter Corona-pandemien. Det blev til et glædeligt gensyn med et kulturelt gedemarked, der mest af alt er et barometer for, hvad der optager kulturlivet lige nu og her.

Årets Kulturmøde på Mors, der fandt sted i dagene den 25. – 28. august, havde fem tema-spor, der med udgangspunktet “Culture matters”, var forankret i en holdning om at kunst og kultur er afgørende for vores samfund, vores fællesskaber og den fremtid, vi ønsker at skabe.

De fem spor, der var afspejlet i programmets mange tilbud, var næste generation, samfund og demokrati, publikums- og forretningsudvikling, en grøn fremtid og fremtidens teknologi- og medievirkelighed.

AKKS deltog med formand Toke Halskov Kristensen og sekretariatsleder Susan Fazakerley, der fik vist flaget for amatørkulturen og de kulturelle foreninger og bl.a. deltog i Åbent Samråd hos Folketingets Kulturudvalg og til flere debatter med fokus på det kulturelle økosystem, herunder især på folkeskolens rolle, som kulturinstitution. Derudover var de også til stede ved en del debatter med fokus på hvordan kulturlivet kan spille ind i forhold til den mistrivsel man oplever i befolkningen i dag.

På trods af de mange debatter og kulturtilbud fra samtalesaloner, fællessang og pop-up teater til fletning med korn og folkemusik i gågaden, stod kulturmødet dog noget i skyggen af et kommende folketingsvalg og flere folketingspolitikere havde valgt det fra i år. Dem håber vi at se næste år, hvor Kulturmødet afvikles i dagene fra 24. – 26. august 2023. Ligesom vi også håber der kommer lidt mere fokus på den rolle amatørkulturen og det kulturelle foreningsliv spiller for det kulturelle økosystem.

Tekst og foto: Susan Fazakerley

Exit mobile version