Man skal ikke komme med færdige løsninger og trække dem ned over hovedet på frivillige foreninger. Kører du i stedet en tilbundsgående og meningsgivende proces med plads til de frivillige foreningers egne idéer, så kommer du rigtig langt med at skabe plads til flere unge i ledelse. Og metoden fungerer også til andre målgrupper, viser erfaringer fra Sverige.

I 2009 stod den svenske organisation Ax – Kulturorganisationer i Samverkan med en medlemsundersøgelse i hænderne, hvor et problem stod tydeligt frem. Mange påpegede nemlig, at det var svært at få unge med i organisationsarbejdet i de frivillige kulturelle foreninger.
”I den periode havde Ax også et ungdomsråd, og de så det også som et interessant spørgsmål, der skulle gøres noget ved,” fortæller Erika Lindqvist, der er én af initiativtagerne til projektet.
Hun fortsætter: ”Vi identificerede her et meget generelt problem, og derfor blev projektet også bredere og kom til at handle om demokratisk indflydelse i foreninger generelt. Metoden kan nemlig også bruges til andre grupper, som ikke er repræsenteret i ledelsen af en frivillige forening. Så det er en tærskel, som man skal over, og det handler om, hvordan man kan sikre medlemsdemokrati samt lyst til indflydelse lokalt.”

En grundig proces
Projektet var i gang i Ax – Kulturorganisationer i Samverkan – i næsten fire år, hvor de lokale organisationer under Ax havde mulighed for at melde tilbage, hvis de var interesserede i at deltage. Sammenlagt havde Ax mulighed for at køre en proces med fire organisationer pr. år, forklarer Anna Rydborg, der også har været en aktiv medarbejder på projektet.
Projektet, der fik navnet Demokrati NU, fungerede sådan, at en person fra Ax kørte en grundig workshop med den udvalgte forening over flere gange. Det var vigtigt at de ting, som blev diskuteret, var konkrete og forståelige, og at samtalerne foregik på foreningernes præmisser.
”Vi har prøvet en løsning af, og det viste sig at være en ’jävla bra’ metode, som fungerer på flere udfordringer – alt efter om foreningerne var interesserede i at få generelt mere medlemsindflydelse eller ønskede flere unge i ledelse. Så på den måde kan metoden bruges på netop den gruppe, man savner i foreningen”, påpeger Anna Rydborg.
Metoden bestod helt enkelt af tre trin. I første trin skulle foreningen rammesætte, hvad
deres problem var. De skulle altså vælge en vinkel, som projektet skulle dreje sig om. Herefter satte en person fra Ax gang i en stor brainstorm, der undersøgte, hvordan man kunne løse den udfordring, som foreningen stod overfor.
”Vi var meget opmærksomme på, at vi ikke skulle komme med en tjekliste. De skulle bruge deres egne løsninger, for de er jo eksperter på sig selv. Men vi kunne rammesætte diskussionen, og hjælpe dem med at konkretisere og gå fra mange idéer til den bedste idé,” forklarer Erika Lindqvist.
Efter denne proces skulle der handling på bordet, og de bedste idéer skulle føres ud i virkeligheden, så foreningerne gik derfra med noget, de reelt kunne bruge og udføre.

Postkasser og ”bolle-møder”

Når det indledende arbejde var fastlagt, og alle var enige om retning, var det ofte nemt for foreningerne at komme på gode og konstruktive idéer til løsninger. Anna Rydborg og Erika Lindqvist understreger, at det ofte var de enkle idéer, som man hurtigt kunne rykke på, der gav pote.
I en teaterforening ønskede de mere medlemsdemokrati, men de var opmærksomme på, at det ikke måtte være besværligt eller tage lang tid. Derfor satte de en idéboks op i indgangen, hvor alle medlemmer kunne komme med idéer – det kunne være alt fra nye stykker, de gerne ville spille til ting, der skulle købes ind til teatret.
Et andet sted ønskede de, at flere kom og deltog i medlemsmøderne, hvor alle reelt kunne opnå indflydelse. Herefter lavede de hjemmelavede boller og inviterede til en hyggelig aften, som også inkluderede et medlemsmøde.
”På den måde twister foreningerne de traditionelle måder, man tænker demokrati og involvering på. Det behøver ikke være kedeligt eller langsommeligt. Der er måske lidt for meget snak og for lidt handling mange steder, men med den her metode er du sikker på, at du ender med konkrete anvisninger for, hvordan du kan handle,” forklarer Anna Rydborg.

Hvad med fremtiden?
Begge understreger de, at én af udfordringerne er, at det kan være svært at lave en reel evaluering af de præcise resultater. Samtidig kan man ikke spå om resultaterne på lang sigt, eftersom der ikke er nogen medarbejdere til at følge op udefra, når projektet er slut.
Men Anna Rydborg og Erika Lindqvist er dog ikke i tvivl om, at projektet har haft en stor betydning for svenske Ax.
”I selve hovedorganisationen Ax har det klart givet en større forståelse af unge-indflydelse, som man kan se både i bestyrelsen og på Årsmødet. Her kommer det for eksempel til udtryk i, at man ikke længere blot tager det for givet, at folk har været med før og kender processerne. På den anden side er de unge generelt også blevet modigere og tager et større ansvar. Det kan være svært at skabe en attitudeforandring, men vi har oplevet, at det godt kan ske gennem handling, ” afslutter Anna Rydborg.

Tekst: Lene Grønborg Poulsen