For at man som forening kan ansøge om tilskud til aflønning af dirigenter og instruktører samt til lokaler ved kommunen, skal den være godkendt som folkeoplysende forening.
En folkeoplysende forening er en forening, som tilbyder aktiviteter for børn, unge og/eller voksne. Altså frivilligt folkeoplysende foreningsarbejde, som de amatørkulturelle foreninger, der tilbyder aktiviteter indenfor kor, teater, orkester m.v.
Krav til hvad der som minimum skal skrives ind i vedtægterne for en folkeoplysende forening:
- Formål:
Her skal det tydeligt fremgå at foreningen har et folkeoplysende formål. Formålet skal fremme demokratiforståelse og aktivt medborgerskab og med udgangspunkt i aktiviteten og det forpligtende fællesskab styrke folkeoplysningen. Sigtet er at styrke medlemmernes evne og lyst til at tage ansvar for eget liv og til at deltage aktivt og engageret i samfundslivet.
En folkeoplysende forening skal skal lave almennyttige aktiviteter. Almennyttig betyder, at foreningens aktiviteter er til gavn for og har interesse for et bredt udsnit af befolkningen. - Valg af bestyrelse og antallet af bestyrelsesmedlemmer:
Foreningen skal have en demokratisk valgt bestyrelse, valgt på generalforsamlingen. Bestyrelsen skal bestå af frivillige, og alle foreningens medlemmer skal kunne vælges til bestyrelsen. Med en demokratisk forening menes, at medlemmerne bruger deres indflydelse til at vælge repræsentanter til fx. bestyrelsen. Bestyrelsen kan træffe beslutninger på foreningens vegne - Foreningens hjemsted:
Foreningen skal have hjemsted i den kommune, hvor den søger om at blive godkendt som folkeoplysende forening, og hvor den vil ansøge om lokaler og økonomisk støtte - Betingelser for medlemskab:
En folkeoplysende forening skal have aktive medlemmer. Der skal være minimum fem medlemmer, som betaler for deres medlemskab til foreningen, og som udgangspunkt skal alle skal kunne melde sig ind i foreningen, have mulighed for aktivt medlemsskab og for at betale for deres medlemskab - Tegningsret for foreningen:
Der skal i vedtægterne stå, hvem der har tegningsret for foreningen. Altså hvem, der kan skrive under på foreningens vegne - Procedure for vedtægtsændringer: Der skal i vedtægterne stå, hvorledes evt. vedtægtsændringer gennemføres. Det er som regel kun generalforsamlingen, der kan ændre i vedtægterne
- Anvendelse af evt. formue ved opløsning af foreningen.
Ifølge folkeoplysningsloven skal foreningens evt. formue tilfalde almennyttige formål ved dens opløsning. Dette kan fx være en forening med et lignende formål
Du kan finde en vedtægtsskabelon: Skabelon – Generelle foreningsvedtægter som indeholder alle ovenstående punkter.
En gang om året skal foreningen afgive en erklæring om, at man overholder reglerne om at indhente børneattester. Erklæringen skal sendes til samme forvaltning/afdeling i kommunen, hvor I søger om tilskud eller lokaler efter folkeoplysningsloven uanset, om I har medlemmer under 15 år eller ej.
Erklæringen er en forudsætning for at modtage medlemstilskud og for at benytte kommunens lokaler.
Læs mere om børneattester HER