Børneattest

Hvad er en børneattest?

En børneattest er en særlig form for straffeattest, som oplyser om, hvorvidt en person er straffet efter de bestemmelser i straffeloven, som vedrører seksuelle forhold til børn under 15 år.

En børneattest indeholder udelukkende oplysninger om en eller flere af følgende typer af lovovertrædelser:

  • Incest, samleje eller anden kønslig omgang med børn under 15 år
  • Udbredelse eller besiddelse af børnepornografi
  • Blufærdighedskrænkelse over for børn under 15 år

Hvis en person er dømt for disse overtrædelser, vil det også fremgå af en almindelig straffeattest, men efter en vis årrække vil dommene ikke længere stå på straffeattesten. Disse forældelsesregler gælder ikke for børneattester.

Hvem har pligt til at indhente børneattester?

Myndigheder, foreninger m.v. har pligt til at indhente børneattest for personer, der skal fungere som trænere, instruktører, holdledere eller lærere for børn under 15 år, herunder assistenter, vikarer, afløsere og studerende i praktik, hvis der er tale om en fast tilknytning.

Vedkommende, som foreningen indhenter børneattest på, skal give sit samtykke til indhentningen. Sker det ikke, må foreningen ikke ansætte eller beskæftige personen. Hvis foreningen med vilje undlader at indhente pligtige børneattester, kan den straffes med bøde. Derudover har kommunen ret til at undlade tilskud og anvise lokaler i medfør af folkeoplysningsloven. Det kan ske, hvis foreningen ikke afgiver erklæring om, at foreningen indhenter børneattester, eller hvis foreningen har sagt til kommunen, at man indhenter attester, men faktisk ikke gør det.

Hvordan rekvirerer man en børneattest?

Offentlige myndigheder, private virksomheder, idrætsforeninger og andre institutioner, der vil ansætte en person eller har ansatte og frivillige, som beskæftiger sig med børn under 15 år, kan bestille en børneattest på:

Virk.dk

For at bestille en børneattest digitalt skal foreningen have en medarbejdersignatur eller en virksomheds NemID og adgang til foreningens digitale postkasse. Foreningen skal også have navn og personnummer på den person, foreningen skal bestille en børneattest på.
Anmodning om samtykke sendes automatisk til personens digitale postkasse og kræver derfor, at personen har NemID, adgang til sin digitale postkasse og har accepteret at modtage post fra det offentlige i sin digitale postkasse.

Hvad gør man hvis vedkommende, der skal rekvireres børneattest på, ikke har e-Boks?

Hvis du skal bestille en børneattest for en person, som er fritaget for Digital Post, skal du benytte en særlig blanket til rekvirering af børneattesten:

Rekvisition af samtykkeerklæring til børneattest

Personen, som børneattesten vedrører, skal underskrive en samtykkeerklæring i blanketten, som du efterfølgende skal sende til Kriminalregistret under Politiets Administrative Center.

Hvad gør man, hvis man modtager en positiv/plettet børneattest? 

En person, der har en plettet børneattest skal udelukkes fra at være ansat eller frivillig i foreningen og foreningen skal afbryde samarbejdet, når en positiv børneattest foreligger.

Her er nogle punkter til hvilke overvejelser du skal gøre dig, og hvilke handlinger I skal sætte i gang, hvis I en forening kommer ud for en positiv- også kaldet plettet børneattest:

  • Involvér bestyrelsen. Den har det formelle ansvar for at handle på den positive børneattest
  • Tag kontakt til den, børneattesten omfatter, og informér om udelukkelsen
  • Informér de personer, for hvem udelukkelsen har direkte betydning. Alle med kendskab til sagen skal overholde deres tavshedspligt
  • Dokumentér de handlinger foreningen har foretaget. Skriv for eksempel et notat i referatet på næste bestyrelsesmøde

Personoplysninger skal bruges med omtanke

Vær opmærksom på, hvem I må og kan dele informationer med. Oplysninger om overgreb skal håndteres under hensyn til reglerne om behandling af personoplysninger. Det betyder, at oplysninger, der betragtes som følsomme, skal behandles af få personer i foreningen, og oplysningerne må kun deles i det omfang, der er nødvendigt. Det betyder for eksempel at:

  • Oplysningerne skal behandles af få ledere
  • Der i udgangspunktet ikke informeres om det til medlemmerne eller pressen.

Vi opfordrer desuden til at søge vejledning i:

Kulturministeriets officielle vejledning

Andre links:

Børneattestloven