“Vi har kun ét musikliv i Danmark. Men det består af rigtig mange facetter”. Det udtaler formanden for Amatørmusik Danmark, Jonas Viggo Pedersen, i et debat indlæg i Kulturmonitor, der blev bragt kort før jul og som har karakter af et åbent brev til den nye Kulturminister. Læs det her:
I indlægget, der blev bragt i Kulturmonitor den 19. december 2022 hedder det:
“Vi har kun ét musikliv i Danmark. Men det består af rigtig mange forskellige facetter.
De professionelle musikere, hvad enten de er ansatte i orkestre og ensembler, selvstændige musikere på spillesteder og festivaler eller på anden måde skabende og/eller udøvende, er selvfølgelig den åbenlyse del af musiklivet. For dem er kunsten og musikken (også) et erhverv, og når man taler om udvikling af området, får det derfor ofte et skær af entreprenørskab, både når man taler om kunstnerens egen praksis og når man taler om publikumsudvikling.
Man skaber sig en karriere som kunstner, hvor omverdenen bliver et middel til dette mål – omvendt inden for pædagogikken, hvor elevens udvikling er målet, og man selv er midlet.
Børnekulturforskeren Flemming Mouritsen pointerede allerede for 25 år siden distinktionen mellem kultur for, med og af børn. Og vi mener, at et ensidigt fokus på entreprenørskabet helt glemmer inddragelsen og selvudfoldelsen. Entreprenørskab er glimrende, men det er en ananas i kunstnerens egen juice, som ikke tager det fornødne ansvar for sektoren som helhed.
Kultur er ikke kun oplevelser
I det nye regeringsgrundlag står: ’Kulturlivet i bredeste betydning – fra fodboldlandskampe over musikfestivaler til biblioteker og kunstmuseer – skaber fælles oplevelser, understøtter vores udsyn og modvirker fordomme og snæversyn. Det skal vi værne om. Derfor er det vigtigt for regeringen, at både folkelige musikfestivaler, den smalle litteratur og alt derimellem bliver prioriteret som del af et levende kulturliv.’
Men de nævnte dele af kulturlivet forholder sig kun til kulturen som oplevelser og ikke som noget, man deltager aktivt i. Vi minder om Mouritsens ord: for, med og af – og udvider til, at det ikke kun er for, med og af børnene, men for, med og af befolkningen som helhed.
Musiklivet er ikke kun en fødekæde til konservatorier og spillejobs. Musikkens økosystem er en del af vores lokale, nationale, europæiske verdenskultur, og det er åbenlyst fattigt, når vi som samfund er ved at miste evnen til at udtrykke os musikalsk.
Musikken som kulturbærende element hviler på, at man ikke blot bliver præsenteret for musik i familie, daginstitution, skole, fritidstilbud og folkeoplysning, men at man bliver medinddraget.
Man skal selv op af stolen og synge med, lære at spille et instrument, lære at udtrykke sig selv. Man skal mærke at synge fællessang og få taget til at løfte sig. Man skal kende sine egne følelsers farvand, førend man for alvor får brug for at navigere det – og det kan musikken.
Husk helheden
I vores optik består musiklivet som nævnt af rigtig mange facetter. Det er de professionelle musikere over en bred kam, det er hele amatørmusikken, også i meget bred forstand, og det er vækstlaget – i allerbredeste forstand: Dag- og fritidstilbud (og deres pædagoguddannelser), musikskolerne (og den musikpædagogiske forskning), folkeskolerne (læreruddannelserne), ungdomsuddannelserne (eksempelvis gymnasierne, som lider under den sidste reform, der har elimineret Musik B), – og alt det, der foregår i foreningslivet og folkeoplysningen.
Der er brug for et helhedssyn, samt en forståelse af samspillet mellem de mange aktører, som tilsammen kan bane vej for en indsats på området, som ikke bare bliver en lappeløsning.
Det er et sejt træk, men der er mange delmål – og det første er en bred forståelse af, at kulturen ikke kun handler om oplevelser, men også om deltagelse!
Alternativet er skræmmende: Et folk som ikke kan synge sammen, har mistet sin sammenhæng.”
Har du abonnement på Kulturmonitor kan du læse indlægget i sin helhed HER
Den 12. januar svarede kulturministeren på indlægget i Kulturmonitor. Du kan læse indlægget HER
Tekst: Susan Fazakerley
Foto: Ioanna Sasu, Pixabay