Site icon Amatørernes Kunst & Kultur Samråd

Færre benspænd i banken?

En ny vejledning fra Finanstilsynet giver bankerne mulighed for at begrænse kontrollen med foreningskunder. Den er det foreløbige resultat af et 2-årigt udvalgsarbejde med Finans Danmark og en række foreningsrepræsentanter fra en bred vifte af civilsamfundets organisationer.

Og hvordan nu det? Jo den nye vejledning opstiller en række kendetegn ved foreninger, der udgør en ”begrænset risiko” i forhold til hvidvask og terrorfinansiering og på det grundlag kan bankerne så kategorisere en forening som en ”lavrisikoforening” og behøver kun at afkræve følgende oplysninger:

  1. Foreningens navn og eventuelle CVR-nr. eller lignende.
  2. Foreningens vedtægter og evt. stiftelsesdokument, og hvis foreningen er CVR-registreret, ekstrakt af foreningens oplysninger fra CVR-registret.
  3. Identitetsoplysninger i form af en liste med navn og CPR-nummer på de reelle ejere af foreningen dvs. (bestyrelsen).
  4. Sammenholde identitetsoplysningerne for de tegningsberettigede bestyrelsesmedlemmer med oplysninger i CVR-registret eller CPR-registret og eventuelt indhente kopi af pas eller kørekort.
  5. Oplysninger om formål og tilsigtet beskaffenhed med forretningsforbindelsen.

Der er desværre ikke tale om den helt store skelsættende forskel fra den nuværende praksis. Forskellen består mest i at bankerne ikke behøver at kontrollere identitetsoplysninger på alle bestyrelsesmedlemmer i en forening, men kan ”nøjes” med de tegningsberettigede.

Dertil er der et stort aber dabei ved vejledningen fordi den ”kun” er en vejledning og ikke er forpligtende for bankerne. Iflg. en af foreningsrepræsentanterne i udvalgsarbejdet, Michael Voss fra DFS – Dansk Folkeoplysnings Samråd, arbejdede foreningsrepræsentanterne til det sidste for, at de nye regler blev forpligtende. Da det ikke er tilfældet, bliver det formodentligt op til de lokale foreninger at gøre opmærksom på vejledningen overfor deres banker. Han opfordrer derfor alle til at holde øje med bankernes praksis og gerne indrapportere både gode og dårlige oplevelser til landsorganisationerne på området da vejledningen evalueres i foråret 2024.

Du finder en fyldestgørende vejledning ”Sådan får din forening det lettere i banken” udarbejdet af DFS HER

Du er også meget velkommen til at skrive om dine erfaringer med vejledningen til AKKS på akks@akks.dk, så tager vi dem med i det videre arbejde. For dette er trods alt kun et skridt på vejen…

Deltagerne i udvalgsarbejdet var:
Civilsamfundets Brancheforening
Danmarks Idrætsforbund (DIF)
Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF)
Indsamlingsorganisationernes Brancheorganisation (ISOBRO)
Frivilligcentre & Selvhjælp Danmark (FriSe)
DGI
Dansk Folkeoplysnings Samråd (DFS)
Danske Seniorer
Finans Danmark

Tekst: Susan Fazakerley

Foto: Wirestock

Exit mobile version