På baggrund af hastigt stigende smitte, har et politisk flertal besluttet at indføre en række yderligere restriktioner, der bl.a. rammer amatørkulturen. Restriktionerne er gældende fra søndag den 19. december kl. 8.00 og foreløbigt 4 uger frem. Dvs. til og med lørdag den 15. januar 2022.
De nye restriktioner indebærer at følgende lokaler og lokaliteter skal holdes lukket for offentligheden:
– Lokaler og lokaliteter, hvor der afholdes koncerter, scenekunstforestillinger, forevisninger, storskærmsarrangementer og lignende.
– Lokaler og lokaliteter, hvor der udøves kulturaktiviteter, herunder spillesteder, teatre, biografer, museer, kunsthaller, kulturhuse og lignende.
– Folkehøjskoler, aftenskoler, daghøjskoler og Folkeuniversitet.
OBS! Kravet om lukning gælder både indendørs og udendørs lokaler og lokaliteter.
Der indføres desuden krav om brug af mundbind eller visir for besøgende mv. på 12 år og derover i lokaler på kulturområdet, hvor der er offentlig adgang, herunder de steder, hvor der gælder coronapas og som ikke lukkes. På den baggrund indføres der krav om brug af mundbind eller visir i følgende lokaler:
– Lokaler, hvor der udøves idræts-, fritids- og foreningsaktiviteter, herunder svømmehaller, idrætshaller, træningscentre og foreningslokaler biblioteker, arkiver, musik- og kulturskoler, andre kunstskoler og grundkurser på kunstområdet.
Det er muligt at deltage i almindelige foreningsaktiviteter og øve i perioden. Der må dog ikke afvikles koncerter eller forestillinger hverken indendørs eller udendørs og Kulturministeriet opfordrer til, at man ikke deltager i foreningsaktiviteter i juleferien. Opfordringen gælder indtil 5. januar 2022, hvor grundskolerne genåbner.
Mulighederne for kompensation til amatørkulturens foreninger for aflyste jule og nytårsarrangementer er endnu uklare. Vi opdaterer så snart vi ved noget.
Kulturministeriet henviser i øvrigt til sin Q&A for mere konkret information om fortolkningen af restriktionerne. Den er nu opdateret med de nye retningslinjer og du finder den HER
Du kan læse bekendtgørelsen HER
Tekst: Susan Fazakerley