Ny formand for AKKS

På AKKS’ repræsentantskabsmøde, der blev afholdt online søndag den 13. juni, blev Toke Halskov Kristensen valgt som ny formand for AKKS. Han afløser Villy Dall, der har været formand for AKKS siden 2003 og aktiv i AKKS’ bestyrelse siden 1995.

Toke Halskov Kristensen er 38 år og uddannet økonom med fokus på organisation og forandringsledelse. Han kommer til AKKS med mange års erfaring fra det organisatoriske arbejde i amatørkulturen. Han har bl.a. været bestyrelsesformand for Musik & Ungdom, bestyrelsesformand for Foreningen Orkester Norden, næstformand for AKKS og medlem af bestyrelsen for LMS – Levende musik i Skolen. I 2017 gennemførte han desuden en undersøgelse af amatørmusikområdet på opdrag af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik, med henblik på at klarlægge om der var grundlag for en etablering af en fælles samarbejdsstruktur for de landsdækkende amatørmusikorganisationer.

I forbindelse med valget som formand for AKKS udtaler Toke:

“Jer glæder mig til at bygge videre på det arbejde, der har været udført i AKKS igennem mange år. Coronakrisen har i den grad understreget behovet for en samlende organisation som AKKS og for samarbejde på amatørkulturområdet. Det vil jeg arbejde videre med samtidig med at jeg vil have fokus på at afsøge de digitale muligheder for amatørforeningerne, få flere unge ind i de frivillige foreningers ledelsesarbejde og styrke samarbejdet med kommunerne”

Toke afløser AKKS’ mangeårige formand Villy Dall, der takker af efter ikke mindre end 26 år i AKKS’ bestyrelse. Villy har med sikker hånd styret AKKS igennem både op- og nedture for amatørkulturen og spillede en stor rolle i oprettelsen af Amateo – Det Europæiske Netværk for Aktiv Deltagelse i Kunstneriske og Kulturelle Aktiviteter, hvor han ligeledes besad formandsposten i en årrække. Der vil blive lejlighed til at sige ordentligt farvel til Villy til efteråret, men for nu retter AKKS’ bestyrelse en kæmpestor tak til Villy for hans mangeårige indsats for amatørkulturen og ønsker ham held og lykke fremover.

Tekst: Susan Fazakerley

Foto: Sille Agerskov