Uncategorized

Sønderborg og amatørkulturen

Som et led i AKKS’ satsning på at komme i dialog med landets 98 kommuner besøgte tre repræsentanter fra AKKS Sønderborg kommune den 24. marts til et møde med direktøren for Kultur og Erhverv, Nicolai Dupont Heidemann og chefen for Kultur, Idræt og Fritid, Morten Skovmand Fogh. Det blev et spændende møde, der gav et fingerpeg om, hvilken rolle AKKS kan spille i forhold til at hjælpe kommunerne med at løfte amatørkulturen.

Morten Skovmand Fogh kunne til en start fortælle, at Sønderborg er en kommune med et rigt kulturelt foreningsliv med mange støttemuligheder. Kommunen vandt f.eks. i 2015 Con Amore Kulturpris, der går til den kommune, der efter indstilling fra en lokal amatørforening sætter de bedste rammer for amatørkulturen. I Sønderborg er der således mange amatørkor, -orkestre og -scener, heriblandt Det Lille Teater i Gråsten og Danfoss Orkestret. Foreningslivet er i det hele taget prioriteret højt i kommunen, og i 2019 blev byens tidligere kaserne omdannet til foreningshus. På samme vis har kommunen under Coronaen bestræbt sig på at være fleksibel i forhold til anvendelsen af de kommunale lokaler og udendørs områder i takt med, at afstandskrav og andre restriktioner øger behovet for store lokaler.

Og lige præcis i forhold til lokalesituationen kunne Sønderborg iflg. Morten godt bruge, at AKKS samler nogle kreative løsninger, da kommunens muligheder i forhold til at skaffe store lokaler er begrænsede. På samme vis kunne kommunen også godt bruge et sted at henvise borgerne til i forbindelse med de skiftende restriktioner og i forhold til at finde løsninger på amatørforeningernes administrative udfordringer.

Det var i det hele taget rigtig godt for repræsentanterne fra AKKS at mødes med Sønderborg og høre om kommunens erfaringer og udfordringer i forhold til amatørkulturen. Noget af det, AKKS bed mærke i, var da også, at Sønderborg på trods af megen fokus på foreningslivet må arbejde målrettet på at nå bredere ud. I Sønderborg er erfaringen nemlig, som mange andre steder, at det primært er Tordenskjolds soldater, der dukker op til f.eks. kommunens dialogmøder. En anden udfordring i Sønderborg er iflg. Nicolai Dupont Heidemann, at de unge gerne deltager i ung-til-ung sammenhænge, som kommunens ungeråd, men at det er langt sværere at få dem med i de eksisterende strukturer.

De udfordringer, Sønderborg står overfor, er således meget genkendelige fra amatørforeningerne, og de tre repræsentanter fra AKKS vil nu arbejde videre på ideen om at samle AKKS’ erfaringer og viderebringe dem til kommunerne.

Tekst: Susan Fazakerley

Foto:  Det Lille Teater i Gråsten,: Lene Esthave.  Sønderjyllands Danseakademi: Patricio Soto.

Categories: Uncategorized