Nedlukning af yderligere 31 kommuner

Den 10. december blev der indført en delvis nedlukning af yderligere 31 kommuner i Danmark, således at den nu gælder 69 kommuner. De indførte tiltag berører desværre også amatørkulturens foreninger og aktiviteter.

Nedlukningen omfatter nu:

    • Region Hovedstaden (undtagen Bornholms Kommune),
    • Region Sjælland,
    • Region Midtjylland,
    • Vejle Kommune, Fredericia Kommune, Middelfart Kommune i Region Midtjylland,
    • samt Aalborg Kommune og Odense Kommune.

Tiltagene er indtil videre gældende til og med 3. januar 2021. På kultur-, forenings- og idrætsområdet er følgende restriktioner og anbefalinger gældende i de berørte kommuner:

  • Kulturinstitutioner skal holde indendørsarealer lukket for offentligheden. Det gælder blandt andet teatre, koncertsale, spillesteder, museer, kunsthaller, kulturhuse, biografer, biblioteker (med undtagelse af aflevering og udlån til forsknings- og undervisningsbrug), aftenskoler, daghøjskoler, Folkeuniversitetet samt musik- og kulturskoler.
  • Lokaler, hvor der udøves idræts-, forenings- og fritidsaktiviteter, skal holde lukket for offentligheden. Det gælder blandt andet lege- og badelande, idrætshaller, svømmehaller, trænings- og fitnesscentre, spillehaller og kasinoer, foreningslokaler mv.
  • Indendørsarealer i forlystelsesparker, zoologiske haver, akvarier og lignende skal også holde lukket for offentligheden.
  • Professionelle idrætsudøvere kan fortsat anvende indendørsarealer, der er lukket for offentligheden, før, under og efter udøvelse af deres idræt.
  • Der kan fortsat afvikles udendørs idræts- og kulturarrangementer med op til 500 siddende personer til stede.
  • Muligheden for at være op til 50 personer til stede ved idræts- og foreningsaktiviteter for børn og unge op til 21 år finder ikke anvendelse frem til d 3. januar 2021. Der må herefter som udgangspunkt i denne periode kun være 10 personer til stede på samme sted samtidig i idræts- og foreningsaktiviteter.

I kan læse Kulturministeriets løbende opdateringer af de lokale og regionale restriktioner og anbefalinger HER

Tekst: Susan Fazakerley