Fokus på kulturliv i landsbyerne, en stor fleksibilitet samt god vejledning i forbindelse med Covid-19.  Det er blot nogle af de vigtige tiltag, der har betydet, at Roskilde kommune i år kan kalde sig vinder af Con Amore Kulturpris, som hvert år uddeles til en kommune, der gør noget særligt for amatørkulturen.

Det er den lokale kultur som musik, orkestre, teater og dans for amatører, der er fokus på, når Con Amore Kulturpris uddeles. Og i år er prisen særlig vigtig, fordi mange af de frivillige, lokale foreninger er pressede på grund af Covid-19. Derfor er der brug for ekstra opmærksomhed på området, lyder budskabet fra AKKS – Amatørernes Kunst & Kultur Samråd, der står bag prisen.

De tre kommuner Holstebro, Guldborgsund og Roskilde var nomineret til Con Amore Kulturpris. Normalt bliver prisen uddelt på sommerens Kulturmøde på Mors, men i år blev den uddelt under et digitalt – men festligt – arrangement, hvor der var deltagere fra hele landet.

Roskilde kommune har gjort en helt særlig indsats, når det kommer til amatørkulturen, lød det blandt andet fra jurymedlem Birgit Overgaard, da hun afslørerede vinderen:

”I vores udvælgelse af Roskilde kommune som vinder af prisen, har vi noteret os, at kommunen har en omfattende, meget tilgængelig og innovativ hjemmeside, hvor man føler at kommunen prioriterer kultur og fritid højt. Med ’ArrangørGuiden’ bliver man taget i hånden fra idé til færdigt arrangement. Herudover sætter de et spændende fokus på kultur i landsbyerne, mens kommunen i forbindelse med Covid-19 har skabt en overskuelig og tydelig vejledning om, hvordan man som amatørkulturel forening skal forholde sig,” understregede hun.

I Roskilde betyder det meget, at man har modtaget Con Amore Kulturpris 2020 – ikke mindst fordi det er en gruppe af byens aktive borgere, der har skrevet indstillingen.

Roskilde Kommune er især kendt for Roskilde Festival, vikingeskibe og domkirken, men amatørkulturen er også en del af byens DNA, og i kommunen ønsker man, at alle borgere skal have adgang til kulturen.

Formand for Kultur- og Idrætsudvalget Claus Larsen (A) er derfor både glad og stolt over prisen til Roskilde Kommune:

”Vi har gennem en årrække haft fokus på, at vores borgere skal have mulighed for både at skabe og opleve kultur. Og at det skal gælde for både vores børn, unge, voksne og seniorer. Denne kulturpris er ikke mindst en anerkendelse af alle de frivillige ildsjæle i musik- og kulturlivet, som rundt omkring i hele kommunen utrætteligt skaber oplevelser året rundt,” understreger han afsluttende.

Tekst: Lene Grønborg Poulsen

Foto: Peter Rafn Dahm

Tags:

Comments are closed

%d bloggers like this: