Uncategorized

Holstebro kommune nomineret til Con Amore Kulturpris

Talentarbejde, amatørkultur og det professionelle kunstmiljø er gensidigt afhængige og skal støttes og tænkes sammen i Holstebro. Det er nogle af de vigtige pointer, der har betydet, at Holstebro kommune er nomineret til prisen Con Amore Kulturpris. Mød den tredje af årets nominerede kommuner.

”Lokale teatre, kor, orkestre og andre lokale kulturtiltag er virkelig pressede for tiden på grund af corona.  Derfor har vi valgt at uddele prisen lidt på trods, fordi der virkelig er brug for synlighed på området. Vi vil gerne hylde de kommuner, som støtter, anerkender og hjælper den lokale amatørkultur i en svær tid,” forklarer Susan Fazakerly, sekretariatsleder i AKKS.

I den forbindelse har Holstebro kommune gjort en helt særlig indsats, når det kommer til amatørkulturen, lyder det fra juryen, som består af Birgit Overgaard fra Amatørmusik Danmark og Christina Mattson fra DATS – Dansk Amatørteater og Scenekunst.

”I vores udvælgelse af Holstebro kommune som nomineret til prisen, har vi noteret os, at kommunen ønsker at skabe fysiske rammer for kulturelle aktiviteter, som lægger op til, at borgerne engagerer sig. Herudover viser kommunen stærke visioner om at give mennesker mod på at have musikken med sig hele livet. Og endelig er vi imponerede over indsatsen med at samtænke og støtte talenter, amatører og det professionelle kulturliv lokalt,” understreger jurymedlem Christina Mattson.

Prisen Con Amore Kulturpris skulle oprindelig være uddelt på sommerens Kulturmøde på Mors, som jo desværre blev aflyst i fysisk form. Nu uddeler AKKS – Amatørernes Kunst & Kultur Samråd i stedet prisen i en corona-sikker zoom version på  deres lands- og repræsentantskabsmøde på søndag den 22. november 2020. De nominerede kommuner er Holstebro, Roskilde og Guldborgsund.

Landsmødet er åbent for alle og du kan deltage ved at sende en mail til mette@akks.dk

Tekst: Lene Grønborg Poulsen

Categories: Uncategorized