Uncategorized

Opdaterede retningslinjer pr. 29. oktober

Her er finder du de opdaterede retningslinjerne, der blev udsendt fra Kulturministeriet d. 29. oktober 2020.  I AKKS og amatørmusikorganisationerne mener vi, at vi – på lige fod med aftenskoler – under overholdelse af visse restriktioner – fortsat er omfattet af det store forsamlingsforbud på 500.

Vi ved, at bekendtgørelser, retningslinjer og Q/A på kulturministeriets hjemmeside er svære at læse og kan læses/tolkes på flere måder. Det er bekendtgørelserne og retningslinjerne, der er gældende. Q/A er alene tænkt som en hjælp fra Kulturministeriets side.

AKKS, Amatørmusik Danmark, og amatørmusikorganisationerne Kor72, DAO og DAOS har udarbejdet en fortolkning af retningslinjerne, som vi har indsendt Styrelsen for Patientsikkerhed og Sundhedsstyrelsen mhp. drøftelse. Vi har anmodet om svar senest 6. november 2020. I forlængelse heraf tolker vi de nuværende retningslinjer således:

Stående : Man må øve og spille koncerter (og forestillinger) i forsamlinger på maksimalt 10 personer. Hvis udøverne og deltagerne er op til 21 år, må der være op til 50 personer til stede. Der må desuden deltage de nødvendige voksne over 21 år til at afvikle arrangementet forsvarligt.

Siddende : Man må fortsat øve med maksimalt 500 deltagere/tilskuere, såfremt alle sidder på faste pladser med ansigtet i samme retning mod scene, biograflærred, bane eller lignende.

NB: Ved ankomst og afgang gælder det lille forsamlingsforbud på maksimalt 10 samt mundbindspligten. Det betyder, at man bør lave tidsintervaller til forskudt ankomst/afgang, så maksimalt 10 personer ankommer eller forlader stedet ad gangen. Det samme gælder i pauser undervejs – det nemmeste er at springe pausen over.

Afstandskrav: Musikere, der spiller instrumenter, er underlagt de samme afstandskrav som alle andre. 1 meter fra næse til næse, og 2 m2 gulvplads pr. person i lokalet (inkl. den plads, som bruges til inventar). Bemærk, at der er særlige krav til afstand ved sang og teater – der skal være 2 meter mellem hver sanger/skuespiller til alle sider. Disse skærpede krav gælder også for blæsere i kirkeligt regi!

NB: Hvis I pakker instrumentkasser mv. ud i samme lokale, som I øver/optræder i, så gælder reglen om offentlige lokaler: minimum 4 m2 gulvplads pr. person, både sangere og instrumentalister.

Instrumenter/rekvisitter må i udgangspunktet ikke deles mellem flere personer, men hvor det er nødvendigt (fx slagtøj eller klaver), må de rengøres omhyggeligt mellem hver bruger.

Kondensvand bør opsamles omhyggeligt.

Det lille forsamlingsforbud er forlænget til og med 13. december 2020. Mundbindskravet gælder foreløbigt til 2. januar 2021.

Du kan læse de nye retningslinjer herunder:

Retningslinjer for udendørs idræts- og foreningsliv finder du HER

Retningslinjer for indendørs idræts- og foreningsliv, samt idræts- og fritidsfaciliteter finder du HER

Retningslinjer for afholdelse af fritidsaktiviteter for børn og unge op til 25 år med eller uden deres familier finder du HER

Tekst:  Susan Fazakerley

Categories: Uncategorized