3 kulturvenlige kommuner nomineret til Con Amore Kulturpris 2019

Hvem får den eftertragtede Con Amore kulturpris i 2019? Det spekuleres der over især i de tre danske kommuner Vejen, Fredericia og Rebild. De er nemlig alle nominerede til prisen, og håber naturligvis at kunne tage den med hjem.

Con Amore Kulturpris sætter positivt fokus på de kommuner, der skaber de bedste vilkår for amatørkulturen. Den eftertragtede pris uddeles nu for sjette år i træk af AKKS – Amatørernes Kunst & Kultur Samråd og DATS – Dansk Amatør Teater & Scenekunst.

De tre nominerede kommuner er udvalgt af en jury på baggrund af indstillinger fra enkeltpersoner og foreninger rundt omkring i det danske land. Alene det at blive indstillet er en anerkendelse af kommunens indsats på kulturområdet, for det er kommunens egne kulturelle aktører, der indstiller og begrunder.

For at blive nomineret kræves det, at kommunen har skabt gode rammer og muligheder for amatørkulturen, og at der er fokus på og anerkendelse af hvor stor en værdi der ligger i, at kommunens borgere kan udfolde sig inden for de mange genrer af amatørkultur.

Juryen er nedsat af AKKS og DATS, og de har studeret alle indstillinger nøje før udvælgelsen.

De nominerede kommuner formår alle at se potentialet i amatørkulturen i forhold til at skabe fællesskaber og stærk lokal sammenhængskraft for borgerne, lyder det fra juryens medlemmer.

De har alle haft fokus på at skabe tiltag, som skaber værdi og gør det nemt, relevant og attraktivt for borgerne at deltage og engagere sig i kulturlivet i kommunerne.

Stort awardshow

Den endelige vinder af Con Amore Kulturpris bliver kåret på Kulturmødet på Mors d. 23. august kl. 12.00 på scenen Klostergården, den helt nye scene tæt på Kulturvejen. Det sker ved et stort awardshow, som krydres med herlig jazz, sange fra historiske egnsspil, spændende snakke om kommunal kulturpolitik og ikke mindst en flok iøjenfaldende, maskeklædte Dunkelfolk.

Om de enkelte kommuner udtaler juryen:

Vejen Kommune

Kommunen har en handleplan for opbakning og udvikling af kulturlivet, og der er tværgående samarbejder i kulturlivet i kommunen.

Fredericia Kommune

Kulturens tilbud i kommunen bruges blandt andet til at arbejde med mental sundhed i forhold til svage grupper.

Rebild Kommune

Hele kommunen bliver inddraget i kulturlivet og man har visioner om at særligt landsbyerne skal tilgodeses i forholdt til kulturelle tilbud. Og så har kommunen fokus på vækstlaget.

Alle tre kommuner er stolte af nomineringen, og de peger på, at et rigt amatørkulturliv skaber stor værdi for borgerne – udøvere såvel som publikum. Kommunerne har desuden fokus på forskellighed og mangfoldighed og bruger amatørkulturen til at skabe nye samarbejder på tværs og frivilligt engagement blandt borgerne i kommunen.

Læs mere om prisen her https://akks.dk/conamore/

Tekst: DATS