Børn med basuner, tværfløjter og violiner, kreative komponister og kor fra musik- og kulturskoler rundt i hele Danmark mødtes i weekenden den 25. og 26. maj, for at give koncerter og opleve et musikalsk fællesskab til Musikskoledage i Tivoli.

Det var i år 30 år siden de første musikskolekoncerter kunne opleves i Tivoli. Denne gang med 238 ensembler på 14 scener og 5526 musikskoleelever fra 62 deltagende musikskoler. Til sammenligning deltog der det første år 900 musikskoleelever på tre scener! Deltagerantallet har igennem alle årene været stigende og opgør man antallet af deltagere, der gennem de 30 år har bidraget musikalsk til musikskoledagene er det svimlende 101.800 deltagere. Samtidig siger erfaringen, at de musikalske dage i Tivoli ofte bliver overværet af omkring 50.000 publikummer fra ind- og udland.

Foto 2 mere messingÅrets program vrimlede da også med grupper og solister. Musikskoledagene bød på alle musikgenrer fra pop, rock og hip-hop til klassisk musik og masser af sommerfugle i maverne. Der var som noget nyt 200 musikskoleelever, der optrådte med sange fra den populære norske ungdomsserie Skam og der var vilde koncerter på Plænen, hvor unge talenter fra bl.a. Odense Musikskole stillede med 33 stemte klaverer og øvede pianister.

Projektleder for Musikskoledage i Tivoli, Dan Johnsen opsummerede weekenden sådan:

”Der er hersker ingen tvivl om, at en optræden i Tivoli kan være med til at nære motivationen, når man som ung musikinteresseret arbejder med musikken på sin lokale musikskole. At opleve det store musikalske fællesskab er et vigtigt fundament i børn og unges fortsatte interesse for selv at spille og nyde musikken. Et hurtigt lyt på en eller flere koncerter med de unge overbeviser hurtigt om, at den musikalske gejst og de kommende talenter trives i Danmark”.

Tivolis underdirektør i Kultur Frederik Wiedemann tilføjede:

“Hver dag hele sommeren kan man opleve musik i Tivoli. Det afspejler et frodigt musikmiljø i Danmark, som musikskolerne har en meget stor andel i. Derfor er vi særligt glade for at fejre musikskolerne en hel weekend i maj, bogstaveligt talt for fuld musik”.

Vi glæder os til de næste 30 år!

Tekst og foto: Musikskoledage i Tivoli

Tags:

Comments are closed

%d bloggers like this: