Eleverne i 3A på Byskolen i Nakskov er med i et trivselsprojekt, hvor musik er omdrejningspunktet, og det viser sig, at projektet er med til at skabe øget glæde og koncentration også udenfor musiklokalet.

Det er Landsorganisationen Musik & Ungdom, der sammen med Lolland Musikskole og folkeskolen Byskolen har iværksat projektet, der blev sat i søen august sidste år med undervisning en gang om ugen. Der er ikke tale om musikundervisning i traditionel forstand. Børnene undervises i små grupper på saxofoner, klarinetter, trompeter og trækbasuner, og som afslutning på hver lektion spiller alle sammen.

Der skal øvelse til, før det lyder af musik, til gengæld er glæden stor, når det begynder at lyde som et orkester. ”Vi oplever, at børnene vokser, når de finder ud af, at de faktisk har evner indenfor musik”, fortæller Sara Steengaard, som er den ene musiklærer. Den anden, Jørgen Pedersen, begyndte nogle måneder inde i projektet at komme to gange om ugen, da klasselæreren Pia Christoffersen gik med til at konvertere nogle matematiktimer til musikundervisning, og så begyndte effekterne for alvor at vise sig:

”Vi oplever, at eleverne i timerne efter musikundervisningen er meget mere fokuserede og koncentrerede end tidligere, og så ser vi, at de har lært at være meget påpasselige med instrumenterne og dermed også med hinanden”.

26nak_musik som trivsel6Omkring jul begyndte eleverne at få instrumenterne med hjem for at øve sig. Så hele flokken af børn havde både en skoletaske på ryggen og en stor instrumenttaske på maven på deres vej til skole og på gangene. Det blev dermed et fælles projekt for dem at passe på ikke at bumle sammen, samt at få placeret alle instrumenterne sikkert i klasseværelset. Derudover gik forældrene i gang med et større koordineringsarbejde, så de kunne hjælpe hinanden med transport af instrumenterne.

Helt fra starten har det været meningen, at projektet skulle munde ud i en koncert, hvor Byskolens orkester spiller sammen med professionelle musikere fra Ensemble Storstrøm. I april har ensemblet derfor været på besøg tre gange i undervisningstiden. ”Det gik super godt, man kunne se på elevernes øjne, hvor godt det var at lytte til og spille med de tre dygtige musikere, det var virkelig fedt at se”, siger Sara. Ensemble Storstrøm bliver således rollemodeller for, hvad samarbejde, disciplin, nysgerrighed, passion og klassiske værker kan føre med sig.

26nak_musik som trivsel12I maj afsluttes projektet med, at hele klassen tager til koncert med Sigurd Barrett og Copenhagen Phil i Maribo Hallen. Eleverne i 3A på Byskolen har fået en særlig invitation til denne koncert, fordi de her vil høre de professionelle musikere mestre alle de blæseinstrumenter, som eleverne selv spiller på. Eleverne vil både opleve symfoniorkesterets smukke samspil og få mulighed for at lytte sig ind på de enkelte instrumenter. Efterfølgende får klassens elever så også en VIP-oplevelse, når de skal møde nogle af de professionelle blæsere ”in person”.

Karina Fredensborg, der er leder af Lolland Musikskole, glæder sig over de positive effekter, og fremhæver at det er afgørende med en lang projektperiode på mindst et år, hvis man skal skabe resultater af denne art. Karina kan også fortælle, at et af børnene fra 3A nu er indmeldt i musikskolen og modtager saxofonundervisning en gang om ugen, hvilket ligeledes er et af projektets formål.

I efteråret 2019 fortsætter Lolland Musikskole og Musik & Ungdom derfor også samarbejdet på en skole i Maribo.

Tekst: Christina Al-Aani

Foto: Jan Knudsen

 

 

 

 

 

 

Tags:

Comments are closed

%d bloggers like this: