Uncategorized

Folkemusik virker lige godt i Hjortshøj og Mozambique

Stefan Groot har skiftet bas og guitar ud med trækharmonikaen og scenen ud med den nære kontakt på gaden og i landsbyen. For eksempel har han fået en hel landsby i Mozambique til at danse ”Først den ene vej og så den anden vej”

Stefan Groot i Mozambique.

Engang i 2008 fik musikeren Stefan Groot en hel landsby til at synge og danse: ”Først den ene vej, og så den anden vej.” Sproget var en blanding af dansk og Mozambiquansk, hvor det officielle sprog var portugisisk.

Han var i Mozambique for at bidrage med dansk musikalsk folkekultur på et lokalteater i en lille landsby og havde besøgt nogle institutioner. De havde danset store improvisationsdanse, men også proppet nogle traditionelle danse ind, for eksempel ”Først den ene vej og så den anden vej”.

Når de så gik igennem den lille by, de boede i, mødte de ofte små børn, som gav sig til at danse: Først den ene vej, og så den anden vej.

”De smilede og grinede, mens de sang sangen på en blanding af deres sprog og dansk. Det var fantastisk at høre og se,hvordan de gjorde det,” siger Stefan Groot.

”Det er lige netop det folkemusikken kan, den er inkluderende og smittende. Den bidrager til en god og stemningsfuld måde at være sammen på.”

Folkemusik gør alle aktive

Stefan Groot har haft en lignende oplevelse i byen Hjortshøj uden for Aarhus, hvor han sammen med danseteatret Nordenfra skulle skabe en kæmpe danseparade gennem den lille by.

Folk bidrog med det de kunne, og der opstod historier rundt omkring i haver, huse og på vejene.
Der var én der stod på et kirketårn og reciterede digte, mens en anden spillede trompet, ligeledes højt oppe på siden af kirketårnet. Der var én der fortalte en fantastisk historie oppe fra Brugsens tag, og én der råbte en sang ud af tømrerens vindue fra 2. sal ned på en gade. Der var også kameler med.

”I folkemusikken er alle aktive, både dem der danser, og dem der spiller eller dem der sidder og lytter. Det er vigtigt i Folkemusikken, at man ikke distancerer sig til publikum, som det kan ske når man står på en scene” siger han.

Der var brug for at nogen kunne spille harmonika

I 1970’erne fandt Stefan Groot glæden ved folkemusikken. Det var der mange andre unge, der også gjorde på den tid, og det skete overalt i Danmark. Den traditionelle folkemusik havde været glemt i mange år, men fik nyt liv med nye generationer, der eksperimenterede med den og spillede den som afveksling fra rockmusik. Stefan Groot spillede egentlig rockmusik med bas og guitar som hovedinstrument. Men da interessen voksede for folkemusikken, lærte han at spille harmonika. Netop harmonika, for det var et instrument, der var brug for, at nogen kunne spille, fortæller han.

Folkemusikken har fyldt meget i Stefans liv. Han har siddet i bestyrelsen af Folkemusikhusringen lige siden foreningens begyndelse i 1970erne, og han har været en aktiv folkemusikant lige så længe.
Man startede Folkemusikhusringen, for at hjælpe de forskellige folkemusikinstitutioner ved at facilitere og støtte de mange forskellige initiativer rundt i landet, fx gennem arrangementer, møder og økonomi. I dag kan alle selv søge penge hos Statens Kunstfond, og der er ikke længere brug for en organisation som Folkemusikhusringen. “Ringen skal sluttes. Det er nye tider, og den funktion organisationen har haft før I tiden, er ikke længere nødvendig. Men det er ikke noget vi begræder, siger Stefan. Foreningen har gjort sit arbejde. Nu må nye kræfter tage over.”, siger han.

Folkemusik er selvforsyning

”Folkemusik kommer fra folket. Den er ikke en genre, men en kultur som tager udgangspunkt i fælleskabet. Det er det der adskiller Folkemusikken mest fra andre kunstformer. Det den kan, er at skabe en samværsform. Grundlaget i folkemusikken handler om folk – den har sit udgangspunkt i mennesker. Hvis man glemmer det, er der intet tilbage”. Siger Stefan Groot, med streg under intet.

Stefan Groots håb for folkemusikken er, at den også i fremtiden vil være udtryk for social kultur.

“I folkemusikken er det ikke dygtighedskriteriet der er det vigtigste – udtrykket er meget vigtigere – at man har noget på hjertet – men det betyder ikke, at man ikke må blive dygtig, det må man også gerne. Men i folkemusikken er det helt specielle, at den kan være med til at danne grundlag for kulturel selvforsyning imellem mennesker. Så man ikke behøver at købe sig til underholdning i den kommercielle verden. Man kan producere den selv,” siger Stefan Groot.

Tekst: Ulla Abildgaard

Reklamer

Kategorier:Uncategorized