Danmarks største musikalske træf

Årets Musikskoledage i Tivoli giver i år Roskilde Festivalen baghjul – i hvert fald i form af antallet af koncerter, grupper og solister. Med 266 koncerter fordelt på 16 scener afviklet over to dage har Musikskoledage i Tivoli nu positioneret sig som Danmarks største musikalske event for børn og unge.

Det er 29. gang Musikskoledagene indtager Tivoli, og det musikalske træf finder sted i weekenden 5. og 6. maj, fra kl. 11:30-22:00. Der er tilmeldt over 6000 børn og unge fra 72 forskellige musikskoler. Det store musikalske events renomme er nået helt til ambitiøse skoler i Grønland og Spanien, som også får lov at bidrage til de musikalske løjer i 2018.

16 scener og 265 koncerter
Programmet byder på musikparader, hvor udklædte børn og unge går rundt i Carstensen gamle Have, mens de danser, synger og udøver akrobatik. Paraderne er som regel et mindre tilløbsstykke. Et kig ned i programmet vidner også om, at gæsterne bliver præsenteret for en bred vifte af musikgenrer. Der bliver masser af pop, rock og Hip Hop, der har godt fat i de unge. Dertil kommer også genrer som kammermusik, promenademusik, klassisk og  et særligt guitarorkester på hele 45 mand.

Interessen for kor-musik er støt stigende blandt børn og unge. Under de to dage, vil der være alt fra helt små kor på 10 deltagere til kor på 270 sangere. Der kommer også 104 blæsere fra Carl Nielsens skole, så der burde være noget for enhver smag.

Nye toner i Tivoli – musikskabelse i centrum
Som noget nyt vil scenen på Orangeriet ud mod Tivoli Søen huse en masse børn og unge, der skriver og optræder med deres egen musik. Danmarks største musiktræf sætter nemlig i år et særligt fokus på original musikskabelse og sangskrivning. For at sætte ekstra skub i skaberglæden udskriver Musikskoledage i Tivoli i samarbejde med Bandakademiet og Musikmetropolen desuden sangskriverkonkurrencen ”MIN SANG”, hvor unge sangskrivere fra musik- og kulturskoler landet over kan indsende deres sange i løbet af foråret. De 4 vindersange afsløres af konkurrencens jury, der blandt andet tæller sanger og producer Kill J (Julie Aagaard) og Thomas Stengaard, der netop har vundet det tyske Eurovision, ved en koncert i Tivoli lørdag den 5. maj kl. 15.35 på Orangeriet.

Kulturminister Mette Bock holder tale og uddeler priser
Til så stort et arrangement dukker Danmarks kulturminister, Mette Bock, naturligvis også op. Hun ankommer til Plænen søndag kl. 14:40, hvor hun holder årets tale til musikskoleområdet, og derefter uddeler årets musikskolepriser fra DAMUSA (Dansk Musikskolesammenslutning).

Tekst og foto: Musikskoledage i Tivoli