Du har sikkert hørt en lille fugl synge om, at EU for knap to år siden vedtog en persondataforordning. Denne forordning træder i kraft den 25. maj i år, og de nye persondataregler gælder for alle foreninger – også din amatørforening.
Det er derfor tid til, at du og din forening får styr på de nye regler og sørger for, at I opfylder de tilhørende krav. Det er dog vigtigt at bemærke, at hvis I lever op til den nugældende persondatalov, så er I allerede halvt i mål.
Og hvad er det så den der persondataforordning handler om? Den handler i bund og grund om at man skal behandle oplysninger om persondata (og især de følsomme) med omhu og sørge for at man har tilladelse til at bruge dem og at man har forsvarlige procedurer og sikrede it-systemer til at behandle dem i. I praksis betyder det f.eks. at man skal slette oplysninger på ”tidligere” medlemmer og at følgende handlinger vil kræve samtykke:
- Deling af billeder
- Videregivelse af data – både internt eller eksternt
- Markedsføring
- Analyser
- Helbredsoplysninger
DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd har udarbejdet en vejledning til deres medlemmer i form af en Power Point præsentation, som giver et indblik i hvad man kan gøre for, at sikre at man overholder reglerne. Du kan finde vejledningen i artiklen om ”Nye persondataregler til dig og din forening” på DUFs hjemmeside her. Den er udarbejdet af Mikkel Wrang og Henriette Tarris-Tramm.
Vejledningen er omfattende og ikke alt er lige relevant for alle amatørforeninger, men den giver en god fornemmelse af, hvor vi er på vej hen. Og så planlægger AKKS desuden, at afholde et webinar om konsekvenserne for vores område i april eller maj. Flere oplysninger følger snarest.
Tekst og foto af Susan Fazakerley