Hun har vundet priser for billeder af døde fluer i vindueskarmen, og hun har fotograferet affaldscontainere i andre lande. Mød Fine Holten, der arbejdede i Miljøministeriet i 36 år og ikke kunne lade være med at fotografere.
En død blomsterflue i en snehvid vindueskarm. Den ligger på ryggen på sine vinger, som var det et tæppe den lå på. Benene er krøllet om hinanden i et stille spjæt op i luften. Den ligger på sin vis, som vi har set det 1000 gange. Fine Holten nøjes ikke med at konstatere: død flue. Hun har fotograferet den til månedens fotokonkurrence i KFAK (Københavns Fotografisk Amatør Klub) og fået førsteplacering. Opgaven var at fotografere ”noget energiforladt”, det blev så den døde flue.
Fine Holten er pensioneret akademisk medarbejder i Miljøministeriet. Hun bor med sin mand i en gammel rødstensvilla i Gentofte og har ladt hoveddøren stå på klem til mig, mens hun skummer økologisk sødmælk til kaffen.
Hun har helt kort hår, er slank med stribet bluse og perlearmbånd i farver. Jeg kigger efter fotokunst på hendes vægge, men finder i stedet masser af malerier. Reolens mange bøger om Mexico, Peru, Cuba og Havannah vidner dog om, at Fine Holten har rejst meget og har fotograferet på sine rejser.
Fine Holten arbejdede i Miljøministeriet i 36 år, og i de sidste mange år, før hun gik på efterløn, arbejdede hun med affald og genanvendelse. Dengang hørte andre landes håndtering af skrald til hendes fotograferede emner.
”Jeg arbejdede med affald og genanvendelse i næsten 20 år i Miljøministeriet. Det var interessant at opleve, hvad andre lande gjorde med affald, og se hvilke affaldscontainere, de havde,” siger hun.
Fine Holten fangede håndteringen af skraldet med sit kamera. For eksempel når nogen stod på ladet af en lastbil med alt muligt møg, eller når mennesker levede på en losseplads.
Hun er vokset op i Søllerød tæt på Mølleåen og Dyrehaven, og faderen der var landmand på Sydsjælland tog hende med i naturen og lærte hende om viben og strandskaden. Hun holdt af at være i naturen. Sit første kamera fik hun i 1964, da hun var 12 år. Billederne samlede hun i et fotoalbum, som hun har taget frem.
Hun bladrer lidt frem og tilbage i de gamle billeder og kigger analyserende på dem.
”Jeg har haft en tendens til at skubbe alle ud i højre side, og så er horisonten skæv,” kommenterer hun.
”Her er et sjovt billede, jeg har taget af min lærer, der ligger med hovedet i græsset. Det ser ud som om jeg har leget med vinklingen, ellers er det fuldstændig håbløst,” siger hun.
Stemninger, former, linjer, detaljer hører til det, hun kan lide at indfange med sit kamera.
Hun forklarer, mens hun lægger nakken tilbage og gestikulerer op mod loftet, som om hun ser noget interessant.
”Jeg tror fotograferingen får mig til at se detaljer, situationer og andre ting, som mange andre måske ikke ser” siger hun.
Da Fine Holten i 2014 stoppede med at arbejde, gik det stærkt med fotografiet, og hun begyndte at vinde fotokonkurrencer.
Hun meldte sig ind i KFAK og kom hver uge til møder i fotoklubben. Det var her, hun fik sin førsteplacering for fluebilledet. Sidste år vandt hun klubmesterskabet for papirbilleder, og hun er blevet kåret som ”Årets Største Fremskridt”. Hun har vundet medaljer og diplomer i både Region Nord Foto, Selskabet for Dansk Fotografi og i Mellem Sund og Bælt.
Hvad prøver du at fortælle med dine billeder, spørger jeg?
”Når jeg fotograferer mennesker, handler det om at fange deres udtryk eller karakter så godt, det overhovedet er muligt. I naturen fotograferer jeg typisk noget smukt. Når jeg fotograferer arkitektur, finder jeg det anderledes, det spændende og nye og sjove linjer og farver, men det kan også være noget gammelt og forfaldent. Kommer jeg forbi et forfaldent hus i Sverige, siger jeg til min mand: Se huset der, skal vi ikke lige se nærmere på det? Hvad er der derinde? Hvorfor står huset forladt og forfalder? Selvfølgelig håber jeg også på gode motiver.”
Og så er han heldigvis med på at være nysgerrig,” siger Fine Holten.
Se også en lille film med Fine Holten herunder, hvor hun fortæller om sine fotografier:
Tekst og billeder: Ulla Abildgaard
Comments are closed