”Jeg elsker at have kontrollen over historien, planlægge og samle trådene i den,” siger 26 årige Michella Rasmussen, der har skrevet 5 kattenoveller til ugebladet Hjemmet og har udgivet ungdomsromanen Stalker, som har solgt i tusind eksemplarer.

“Hvordan finder vi hinanden”, spørger Michella i telefonen.

Jeg har slet ikke overvejet, at det kan være et problem. Jeg ved vel, hvordan en forfatter ser ud, når jeg møder én – rodet hår, løst mørkt tøj, en kaffekop i den ene hånd, en smøg i den anden og en melankolsk udstråling.

Jeg siger, at jeg selv har en gul regnjakke på og sidder på Coffee Collective i Torvehallerne ved Nørreport station. For en forfatter drikker vel kaffe?!

Det er sommer, men vejret føles næsten som efterår. Det regner og blæser. Michella kommer gående imod mig. Hendes hår er kastaniebrunt, og hendes øjne brune, milde og livlige. Hun har en blå- og hvidstribet kjole på med en grå cardigan udover. Da hun begynder at tale fornemmer jeg en diskret, charmerende læspen.

Michella har skrevet, så længe hun kan huske. Da hun var barn foldede hun A4 papirer sammen som en bog, tegnede en forside og skrev en lille historie. “Den første bog handlede om verdens heldigste pige – på én dag fik hun både et tv og en ghettoblaster”. Senere kom hesteperioden.

”Jeg savnede, at de hestehistorier, jeg læste, var længere, så jeg digtede selv videre på dem.” Michella griner og tilføjer: “Jeg var helt vild med heste.”

Da jeg byder Michella på kaffe, kan jeg fornemme at hun egentlig ikke er kaffedrikker, derimod er hun helt igennem høflig. Hun takker ja til en sort kop kaffe, holder på underkoppen, hælder lidt mælk på og balancerer fra baren til vores bord med sin fyldte, rystende kop og mumler: ”Typisk” da kaffen skvulper ud over kanten, idet hun stiller den fra sig.

Kattenovellerne kom hun til at skrive ved et tilfælde.

“Jeg var på et kursus, hvor en kollega fortalte mig, at ugebladet Hjemmet bringer skiftevis en kattenovelle og en hundenovelle. Jeg sendte en novelle til redaktionen. Det var min første udgivelse, og jeg var rigtig stolt”.

Den handlede om en kat, der slikkede al pelsen af sit ene lår. Ejeren undrede sig over hvorfor, og sendte den til dyrlægen, som heller ikke kunne finde årsagen. Endelig finder ejeren ud af, at det er robotstøvsugeren der har gjort katten angst, derfor har den slikket pelsen af sin ene pote. Han skiller sig af med støvsugeren, og historien ender godt.

Michella kan lide lykkelige historier med en god slutning. Hendes roman Stalker skiller sig ud, ved at gå i dybden med et mere dystert emne “Jeg havde haft en oplevelse, hvor jeg følte mig overvåget af nogle mennesker fra en altan overfor min lejlighed. Det var meget ubehageligt, og den oplevelse gav mig en trang til at skrive om emnet.”

Stalker har solgt over 1000 eksemplarer, og er igang med at blive trygt i 2. oplag.

“Oplever du præstationsangst i forbindelse med dit forfatterskab?”, spørger jeg.

“Ja, absolut. Jeg arbejder på en ungdomsroman lige nu, som jeg har redigeret i flere uger. Jeg har en idé om, hvordan jeg gerne vil have den, men mærker præstationsangst for, at det ikke bliver lige så godt. Jeg har en skrivegruppe, og jeg kan finde på at spørge dem, om det overhovedet er godt nok, det jeg har skrevet. De hjælper mig meget, og giver ærlig, konstruktiv kritik. Dem stoler jeg på.”

Når Michella ikke skriver, er hun kontorelev i Rødovre Kommune.

“Kontrasten mellem at have arbejdet med tal og logik hele dagen og komme hjem og slippe kreativiteten løs er skøn. Jeg elsker at have kontrollen over historien, planlægge og samle trådene i den. Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skulle lave, hvis ikke jeg skrev. Så ville jeg virkelig mangle noget,” siger hun.

Michella køber kaffe med hjem til sin kæreste. De bor i en treværelses lejlighed sammen med to katte, Oliver og Emil, og tre marsvin, Charlie, Viola og Olivia. Når hun kommer hjem, skal hun redigere videre i andet bind af Silje og Kattehjemmet og en ungdomsbog, hun endnu ikke kan løfte sløret for.

Tekst og foto: Ulla Abildgaard