Uncategorized

Lav din egen kaffekop

KeramikKeramik er et fag, der boomer helt vildt i øjeblikket. Jeg øver mig på drejeskiven, hvor leret svinger ujævnt som en cykel på punkterede dæk, indtil jeg får hjælp.

“Hvis du drejer en perfekt skål nu, så…” advarer min holdkammerat og smiler ironisk til mig.

“Det lover jeg, at jeg ikke gør”, siger jeg, men mærker et stik af håb om, at det netop er hvad der sker.

Det er torsdag, kl. er 19.00, og jeg nærmer mig Dag Hammerskjölds Allé 3 på Østerbro, hvor jeg tit har lagt mærke til alle vaserne, tallerkenerne og skålene, der bliver vist frem i vinduerne.

Jeg træder tre trin ned i keramikskolen, der ligger i kælderen i en herskabelig ejendom. Skolen er Peter Durlevs Keramikskole. Værkstedet er langt som en hel gade. Keramikken har vundet sin popularitet fra 1970’erne tilbage. Vi vil gerne kunne mestre kunsten med det bløde ler på drejebænken.

“Keramik er et fag, der boomer helt vildt i øjeblikket. Vi kan slet ikke følge med efterspørgslen. Jeg ved også, det forholder sig sådan hos vores kolleger rundt omkring. Vi kunne lave mange flere kurser, hvis vi havde flere lokaler”, fortæller direktør i FOF København, Maria Llambias.

Hun oplever, at vi efterspørger fordybelse i en travl og digitaliseret hverdag. Det har gjort gamle dyder og håndværksfag moderne igen.

Jeg hilser på keramiker Asger Kristensen, som skal hjælpe mig med at dreje en kaffekop. Asger er uddannet keramiker fra Kunsthåndværkerskolen i Kolding 1984 og underviste fra 1992-2004 på Designskolen i Kolding. Jeg er i gode hænder.

Han lægger leret midt på drejeskiven og former sine hænder omkring lerklumpen, som om han holdt om en fugleunge.

“Leret skal vokse op som en kegle mellem hænderne”, siger han, og den grå masse skyder ganske rigtigt op mellem hans hænder. Det ser let ud, men det ved jeg, det ikke er.

Asger ser ud, som jeg forestiller mig en keramiker må se ud. Han har halvlangt skæg, er klædt i sorte cowboybukser, en blå sweatshirt og indenunder den, en sort langhalset trøje. Overalt på hans tøj er der rester af ler og vand fra dagens arbejde. Jeg kigger mig omkring og opdager, at alle har rester af ler på kinderne, i håret, på tøjet. Det vil jeg også have.

Det er min tur til at dreje en kop. Med tommelfingrene borer jeg et hul i midten, lige der hvor kaffen skal være. Mine hænder omkranser leret og jeg prøver at forme kaffekoppen. Den bliver ujævn og svinger på drejeskiven, som en cykel med et punkteret dæk. Asger må af flere omgange redde min kop fra at dø.

“Det er svært for mig at vurderer, hvor meget du presser på leret, det kan kun du mærke”, siger han. Hans ro giver mig mod på at prøve igen.

I rummet ved siden af står en masse keramik klar til at blive brændt. Der er alt fra buttede vaser til eksperimenterende skulpturer, der ligner forrevne kalksten fra et koralrev. På en hylde står to lidt for små æggebægre

“De er til vagtelæg”, ler en mand fra holdet. Alle værkerne har udtryk og karakter og afspejler de mennesker der kommer her og nyder roen, kreativiteten og koncentrationen.

Min kaffekop er ved at være færdig og selvom den langt fra er perfekt, er jeg faktisk ret stolt af den.

Tekst og foto: Ulla Abildgaard

Kategorier:Uncategorized