“1, 2, 3, 4, 1, 2, 3, 4” gentager vores danselærer Miroslav Lakota, mens han bevæger kroppen eksotisk hen over gulvet. Han er høj og slank og har karseklippet hår. Hans hud er lys, men hans mørke hår og øjne afslører de sydeuropæiske rødder.
Min partner Morten tager mod til sig, og spørger læreren, hvordan man ved, hvornår ét-slaget ligger i musikken. Vores lærer tøver – for hvordan forklarer man noget, som ligger så grundlæggende forankret i ens krop? Det ved man, når man har hørt musikken rigtig, rigtig mange gange, svarer han.
Det er søndag. Klokken er 12. For 15 min. siden cyklede jeg i den stille regn langs søerne i København. Nu står jeg i VerdensKulturCentret, Nørre Allé 7 i noget, der ligner en nedlagt teatersal, og danser cubansk salsa. I den ene ende af salen er der en scene, hvorfra musikanlægget bliver styret. I den anden ende en bar. Mindet om regn og søndags-melankoli fordufter, og jeg bliver fyldt af sommer og optimisme omkring mine salsaevner.
De andre danseelever kommer fra forskellige lande – nogle fra Letland, nogle fra Spanien, nogle fra Finland og nogle fra Sverige. Men lige nu er vi alle på udebane med et fælles mål – at mærke de cubanske rytmer og mestre de forbudte trin.
Salsa4Water er en nonprofit organisation, som mod betaling underviser i salsa. Alle arbejder frivilligt, og indtægterne fra danseundervisningen går ubeskåret til WaterAid, en velgørenhedsorganisation, som skaffer rent vand til de fattigste samfund rundt om i verden. Hadi Rizek står i spidsen for salsaprojektet. Han pointerer, at det er den billigste og mest uforpligtende måde at gå til dans på:
“Man møder op de dage man kan og lægger 60 kr. hvis man er voksen og 40 kr. hvis man er studerende”, siger han. Salsa4Water lever på sit 3 år i Danmark, men eksisterer også i lande som Sverige, Frankrig, England og Tyskland.
Vi skifter løbende dansepartnere. Klokken nærmer sig 1, og jeg har danset med alle mænd i lokalet, vi smiler over musikken, berøringen og vores fælles vilje til at lære.
På vejen ud til cyklen vil en ung mand vide, hvor der er salsa og spørger om vej lige der, hvor jeg selv stod og spurgte for en time siden. ”lige derinde,” svarer jeg med min nyerhvervede viden. Jeg kommer helt sikkert igen på søndag og føler allerede, at jeg har godt styr på trinene. 1,2,3,4. Regnen holder pause, og musikken sidder stadig i kroppen, mens jeg cykler langs søerne hjem.
Tekst og foto: Ulla Abildgaard