Lise og Kurt har gennem årene skrevet over 100 festsange. I dag er Lise dybt dement, men synger sammen med sin mand Kurt i Huskekoret i Greve. Musikken giver tryghed, genkendelse og nærvær.

“Vi har kendt hinanden siden 1949, hvor vi begyndte i 3. klasse” klukker Kurt Sørensen, da vi taler sammen i telefonen. Kurt og hans kone Lise startede i Huskekoret i Greve i 2013, Lise som dement og Kurt som pårørende. Dengang kunne Lise stadig huske melodier trods sin demens. Nu bladrer hun bare i noderne og får øjnsynligt ikke meget ud af det.

Kurt fortæller, at demente langt hen i deres sygdomsforløb stadig kan huske sange. Derfor betyder fællessang meget.

”Lise er dybt dement og har ikke længere glæde af sangen, men for mit vedkommende betyder Huskekoret, at jeg kan være sammen med andre mennesker. Sang, samvær og vores dygtige korleder betyder alt i mit univers”

Og selvom Kurt ikke længere kan spore glæden ved musik i Lises øjne, bliver netop nærværet i musikken fremhævet af professor og musikterapeut Hanne Mette Ochsner Ridder.

“Musik kan ikke blot skabe tryghed og genkendelse, men også bruges til at skabe nærvær. Derfor bliver det muligt at nå personen følelsesmæssigt”

Kurt og Lise har gennem årene skrevet over 100 festsange. “Hun kendte alle melodier på dansk og engelsk,” siger han. De gik til dans i over 25 år, fordi de elskede rytmer. Dansen har Lises gigt sat en stopper for, men koret meldte de sig til af fælles kærlighed til sangen. Selvom Lise måske ikke længere mærker sin kærlighed til melodi og rytme, så sørger Kurt for at de kommer af sted.

”Glemmer du, så husker jeg det ord for ord” sang Liva Weel i filmen Odds 777 i 1932. Og det er netop det livsvilkår, de pårørende bliver efterladt med, når demensen vokser. I 2015 var prognosen for antal af danskere med demens oppe på 83.830. Det antal er steget til 123.857 i 2030 ifølge Sundhedsstyrelsen.

Tekst og foto: Ulla Abildgaard