Hvert år valfarter op mod 300 forventningsfulde amatørmusikere fra hele landet til Dansk Amatørorkester Samvirke (DAOS) sommerstævne på Askov Højskole. Her venter en sommeruges livtag med de store symfoniske værker fra den klassiske musik. For mange af deltagerne er det blevet en livsform at være med på stævnet, som i år afholdes for 69. gang.
I 2017 indstuderer øvede amatørmusikere i alderen fra ca. 15 år til 80+ , kyndigt vejledt af professionelle dirigenter og instruktører, en række store musikstykker som Tjajkovskijs 4. symfoni, Gustav Holsts Planeterne og Bernsteins West Side Story. Værker, som de færreste af deltagerne kan få lejlighed til at spille i deres hjemlige amatørorkestre med mindre besætning. Ugen afsluttes med koncerter, hvortil den lokale befolkning indbydes.
Udover de daglige orkesterprøver, som fylder både formiddag og eftermiddag, byder ugen på hyggeligt samvær og sammenspil i alle slags mindre grupper, og deltagernes mindre børn kan øve sig i et børneorkester.
Stævnet foregår i år 29. juli-5. august, og man kan læse mere på www.daos.dk under Sommerstævnet. Interesserede øvede amatørmusikere med et orkesterinstrument kan tilmelde sig samme sted fra 27. januar. Fristen for at være med i lodtrækning om pladserne i overtegnede instrumentgrupper er 7. februar kl. 17.59.
Tekst: Jytte Steffensen
Foto: Hans Mattson
Comments are closed