Uncategorized

Når amatørkunsten skaber rum for forståelse

I 7-kanten, lidt udenfor Varde, har 25-årige Fajar Slou lige været til kostumeprøve. For et år siden kom han til Danmark fra Syrien, hvor han arbejdede som skuespiller. I dag er hans tilværelse vendt på hovedet, og det har været en lang mental og fysisk rejse fra hjemmet i Damaskus, Syriens hovedstad, til vadehavsområdet i det sydligste Danmark tæt på Varde. Fajar har rejst gennem Syrien, Tyrkiet, Østrig og Tyskland, inden han endte i den danske Sandholmlejr. Her måtte han tage en dyb indånding og spørge sig selv, hvordan han nu skulle finde en mening med livet i et koldere land, hvor han ikke forstod sproget.

Drama om mennesker
I 7-Kantens lune stue med kaffe i kopperne fortæller Fajar om det stykke, han selv har udviklet, og som snart har premiere i Varde. Øjnene er levende og hænderne bevæger sig i luften, mens han taler. Fajar holder ofte en pause og griner. Han leder efter ordene. Dansk er stadig et udfordrende sprog, som han efterhånden har fået et godt greb om. På hans højre side sidder Tatjana Johnsson, PR & Sponsorchef i 7-Kanten. Hun har sammen med Fajar arbejdet på at gøre stykket til virkelighed, og den proces har været både hård, sjov og meget givende.

”Det har taget tid at lære at forstå hinanden, når man ikke har nogen tolk. Men vi er gode til det, og vi prøver os frem,” forklarer hun.

”Google Translate er blevet min bedste ven,” tilføjer Fajar grinende.

Han har selv skrevet og instrueret stykket ”Bridge over troubled water”, der handler om drengen Oma og hans drømme om en bedre verden. Stykket opføres af syriske flygtninge bosat i Varde kommune, og der medvirker desuden en dansklærer fra sprogskolen samt en kvinde fra Brasilien. Omas drømme kvæles langsomt i den virkelighed, han lever i af død og terror, og på den måde er der flere paralleller til Fajars eget liv, hvor han tidligere har siddet i et syrisk fængsel, inden han flygtede fra landet. I begyndelsen af stykket drømmer Oma, at det er hans eget syriske land, der er målet for flygtningestrømmen. At det er ham, der må stå med udbredte arme og byde velkommen i et fredeligt land til alle de europæere, der flygter fra en union i opløsning. Det er et skarpt tankeeksperiment, og var 2. Verdenskrig endt anderledes, kunne det måske have været situationen i dag. Senere i stykket nærmer virkeligheden sig, og stykket tager en mere dyster og alvorlig drejning.

Det er tydeligt, at den 25-årige Fajar har meget på hjerte:

”Jeg ville gerne lave det her stykke, fordi jeg vil fortælle om, hvorfor vi er kommet til Danmark. Jeg oplever, at mange mennesker sætter lighedstegn mellem muslimer og terrororganisationen Isis. Sådan er det ikke. Bare fordi man har skæg eller sort hår, så betyder det ikke, at man er terrorist, ” understreger han.

På den måde handler stykket måske især om at nedbryde fordomme, spørger jeg. Men der kommer Fajar til kort. Det ord kender han endnu ikke, og Tatjana må hjælpe med en forklaring:

”Vi har snakket om, at stykket handler om, at når jeg for eksempel kigger på Fajar, så skal jeg se Fajar. Jeg skal ikke se en flygtning, en syrer, en mørk eller noget farligt. Vi skal møde hinanden som mennesker,” understreger hun.

Et samarbejde tager form
Fajar har oprindeligt selv taget kontakt til 7-Kanten, fordi han gerne ville arbejde med teater. I hjemlandet har han en femårig uddannelse i teater fra universitetet i Damaskus bag sig, og i Danmark drømmer han om at kunne leve af arbejdet med teater og film. Og netop jobmuligheder i fremtiden fylder meget hos den unge syrer. Når han fortæller om livet i Danmark, dvæler han ofte ved en frustration over, at han endnu ikke kan få et arbejde, og at han heller ikke magter sproget til perfektion endnu. I de sidste tre måneder har Fajar været i en sprogpraktik i 7-Kanten, hvor han har hjulpet til med sceneopbygning og lært foreningen at kende indefra. Selve stykket, der har fået navnet ”Bridge over troubled water”, har været undervejs siden februar, hvor Fajar første gang fik idéen til at stable en forestilling på benene. Det praktiske samarbejde mellem Tatjana og Fajar har på flere måder været udfordrende, fordi de ikke talte samme sprog. I starten måtte de bruge frivillige tolke, så Fajar kunne forklare hvilken type forestilling, han gerne ville arbejde på.

”Sproget har helt sikkert været vores største udfordring. Vi kan hurtigt blive enige om de store linjer og om værdier. Men det lavpraktiske kan hurtigt blive problematisk. Hvordan forklarer man lige, at de kun kan bruge et øvelokale gratis i to dage om ugen, at der er en tyverialarm, eller at de skal have en nøgle for at komme ind, når man ikke taler samme sprog? Det har været rigtig svært, men vi gør vores bedste,” understreger Tatjana.

Fajar lyser op, når han taler om sit arbejde med teater. Det giver ham noget, som han har svært ved at sætte ord på. Men han sover bedre, og han tænker mindre på de oplevelser, han har haft i forbindelse med den syriske krig, når hovedet er fyldt op af kreative tanker om scenografi, dramaturgi og kostumer. Spørger man ham direkte, hvad det giver ham at lave teater, svarer han kort:

”Jeg bliver glad af det.”

Udfordringer i hverdagen
At samarbejdet har været frugtbart for alle, er Tatjana ikke i tvivl om. Selv har hun lagt mange frivillige timer i projektet for at få forestillingen til at lykkes, og hun gør det, fordi hun synes, det er sjovt, spændende og vigtigt at bidrage til. Som lokalt teater mener hun også, at 7-Kanten har fået noget ud af projektet:

”Jeg tror, at vi på den lange bane kan få nogle dygtige teknikere blandt de her unge syriske drenge. Og så tror jeg også, at det giver en god synlighed for os som teater. Vi viser en mangfoldighed og åbenhed, når vi byder alle med i foreningen. Den frivillighed er også indbegrebet af det at være dansk, ” funderer hun.

Men historien om Fajar og Tatjana er ikke kun en solstrålehistorie, om et samarbejde der har kørt på skinner. Det er også en historie om et møde mellem to mennesker, der hver dag arbejder for at samarbejdet skal lykkes og blive bedre. Fajar og Tatjana havde først talt om, at Fajar måske kunne starte som føl på et af børneholdene, så han kunne få et indblik i foreningens arbejde med unge og måske selv blive underviser en dag. Desværre kunne det ønske ikke opfyldes, da det kræver en børneattest, hvilket flygtninge, som lige er kommet til landet, af gode grunde ikke har mulighed for at indhente ved de danske myndigheder. (Red. En børneattest er et officielt dansk dokument, der beviser, at man ikke er dømt for overgreb på børn og unge). At Fajar ikke kunne arbejde med børn og unge på scenen for nu, var bestemt ikke den sjoveste besked at skulle give videre, forklarer Tatjana.

”Hvis jeg skulle gøre det igen, så ville jeg gøre det meget enkelt. Jeg ville gerne havde haft en tolk, for så havde processen været meget lettere. Fajar og mig kunne bare godt lide hinanden, og vi gik godt i spænd. Jeg kan godt lide, at han bare kom ud til 7-Kanten med nogle ambitioner om at få ting til at ske, så det ikke var mig, der skulle løbe rundt og finde en flygtning, der ville lave teater,” griner hun. ”Fajar er både passioneret og begejstret, og det smitter.”

Råd til andre
Skal Tatjana give et råd til andre, som ønsker at lave lignende projekter, så er det første råd, at lægge penge til side til en tolk. Men derudover er der også andre overvejelser, som kan være vigtige i forhold til amatørkunst og integration:

”Hvis man kommer til Danmark og ikke kender til foreninger, så skal man lære det. Alt det her med, at man skal være medlem af en forening og betale kontingent for at få lov til at låne et lokale eller drikke en kop kaffe. Det giver ikke altid mening for andre end os selv. Man er simpelthen nød til indgående at forklare, hvad man kan, og hvad man ikke kan på den enkelte scene. Der er muligheder og begrænsninger i forhold til, hvordan man gør tingene i Danmark,” forklarer hun og fortsætter:

”Man må gerne stille krav. Jeg har ikke den der angst for muslimer, som Fajar nogen gange føler, at han oplever enkelte steder i Danmark. Jeg har boet i Singapore og USA, og jeg har arbejdet med masser af muslimer. Så jeg har ikke den der angst for at gøre noget forkert, som andre måske kan have. Nogle danskere kan måske helt lade være med at søge kontakt, fordi de ikke helt ved, hvordan man skal spørge.”

Fajar nikker. For ham er mange ting ikke nødvendigvis logiske, og i Syrien er der andre regler for lån af lokaler til øvning, foreningsdannelse, arbejde og samarbejdet med det offentlige. Han kigger på Tatjana og forklarer, at han er glad for at have haft hende med på sidelinjen som tolk. Både sprogligt – men måske lige så meget kulturelt.

”Det er jo en del af vores folkeoplysning. Og det er virkelig vigtigt, at man forstår den del af Danmark. Hvis det stod til mig, og vi havde råd til det, så skulle alle flygtninge sendes på dansk højskole, når de havde lært dansk. Så ville de forstå, hvad det handler om at være dansk. Men for danskerne handler det også om, at vi skal vide, hvordan vi er danske, så vi kan fortælle det videre,” afslutter Tatjana.

Tekst af Lene Grønborg Poulsen, DATS

PR-foto fra 7-Kanten

 

Kategorier:Uncategorized