Glæde over Præstø Fjord

praestoe_fjord_agk_og_soerenI en lille landsby Nørre Smidstrup i Tappernøje på Sydsjælland er der hjerte bag kulturaktiviteterne. Her bor Anne Grete Kamilles og Søren Korshøj og her har foreningen Musik over Præstø Fjord sit hjemsted.

Sang, spil og dans er ingredienser hver gang folkene bag Musik over Præstø Fjord mødes. Det gør de både til Majstangsfest og Vinter-Solhverv, der fejres søndag før jul i Bådhuset med fællessang. I år er det den 18. december kl. 14.00 – 17.00 og læg endelig vejen forbi. Udover fællessang, bliver der hygget med bål, stegte pandekager på vikingepanden og alle, der har lyst, kan byde ind med noget underholdning.

Nordisk Folk Festival

praestoe_fjord_buskspilI august hvert år afholdes der Nordisk Folk Festival i den skønne gamle have. Landsbyens gårde lægger areal til på begge sider af haven, så der bliver plads til alle. Professionelle musikere har familien med og leverer musik i Danseladen og Viseteltet. Masser af glade fritidsmusikere spiller buskspil (jam) allevegne; i baren, på plænen, bag busken…ja, hvor som helst og også gerne på åben scene.

Naboen Smidstrupgaard lægge laden til og her bygges dansegulv, scene og publikums siddepladser, cirkusteltet rejses og der sættes lys på den udendørs dansebane omkring danselinden. Nordisk Folk Festival er præget af ægte ildsjæle engagement med 150 frivillige folk, der bruger en uges ferie på at skabe en magisk ramme om Nordens hyggeligste festival.

praestoe_fjord_naturinstrumenterI år fik festivalen tilskud fra Trelleborgfonden og Nordea Fonden til at købe naturmusikinstrumenter til stor fornøjelse for både børn og voksne. De stemmer, så de kan spille sammen med almindelige instrumenter.

Der er altid plads til flere. Så kom og få en kop kaffe, køb en øl og oplev et stærkt fællesskab i glæden over livet.
www.folkemusik.com

Tekst: Anne Grete Kamilles

Foto: Musik over Præstø Fjord